Vedtægter & retningslinjer

Vedtægter for Sportsfiskerpigerne

§ 1 – Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er Sportsfiskerpigerne (SFP).
Foreningens hjemsted er Århus Kommune.

§ 2 – Foreningens formål
Det er foreningens formål at samle piger og kvinder der aktivt fisker samt piger og kvinder der gerne vil lære at fiske.
Foreningen arbejder for at:

Skabe en forening både for de kvinder, der allerede fisker og dem der gerne vil lære hvordan.

Skabe et netværk om fiskeri til kvinder.
 Lave et website der passer til kvindernes behov, med mulighed for at få gode råd og information om fiskeri.
 Arrangere fisketure.

§ 3 – Medlemskab af foreningen
Som medlemmer af foreningen kan optages personer, der kan arbejde for foreningens formål og accepterer foreningens vedtægter.
Indmeldelse sker ved henvendelse til bestyrelsen. Hvis særlige grunde taler derfor kan et flertal af bestyrelsens medlemmer afvise indmeldelsen. Udmeldelse sker ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen, ved eksklusion, manglende kontingentbetaling eller ved foreningens opløsning.

Bestyrelsen drager omsorg for, at der føres fuldstændigt kartotek over foreningens medlemmer.
Medlemmerne er forpligtet til at meddele adresseforandring, herunder mailadresse til bestyrelsen.
Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de forpligtelser der følger af medlemsskabet eller som handler til skade for foreningen.

§ 4 – Generalforsamlingen
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest i marts måned.
Stemmeberettigede på generalforsamlingen er medlemmer med gyldigt medlemsskab.
Alle afgørelser på en generalforsamling træffes ved simpel stemmeflerhed. Beslutningen om vedtægtsændringer og om foreningens opløsning kræver dog, at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling er:
 Valg af dirigent.
 Bestyrelsens beretning.
 Godkendelse af det reviderede regnskab.
 Budget for det kommende år og fastsættelse af kontingent
 Behandling af indkomne forslag.
 Valg af bestyrelse.
 Valg af revisor.
 Eventuelt.

Indkaldelsesfristen til en ordinær generalforsamling er mindst 14 dage, til en ekstraordinær generalforsamling 8 dage. Indkaldelse sker enten gennem foreningens hjemmeside eller ved særskilt, skriftlig meddelelse til hvert medlem.
Indkaldelsen skal angive tid, sted samt dagsorden.

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen afholdes og offentliggøres på hjemmesiden.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning til det, eller når mindst 1/5 af foreningens medlemmer skriftligt begærer det overfor formanden med angivelse af
dagsorden.

§ 5- Bestyrelsen
På den ordinære generalforsamling vælges en bestyrelse på 3 medlemmer samt 1 suppleant.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en 2 årig periode, således der vælges 2 nye bestyrelsesmedlemmer i de ulige år, 1 bestyrelsesmedlem i de lige år. 1 suppleant vælges for 2 år af gangen.
Bestyrelsen vælger sin formand og kasserer og fordeler i øvrigt opgaverne imellem sig.
Beslutninger indenfor bestyrelsen træffes med almindelig stemmeflerhed.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når blot 2 medlemmer er til stede.
I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

§ 6- Tegningsret
Foreningen tegnes overfor trediemand af mindst to personer fra bestyrelsen. Heraf skal den ene være enten formanden eller kasserer.
Foreningen hæfter alene med dens formue for foreningens forpligtelser.

§ 7- Revision
Foreningens regnskab revideres af en revisor, der vælges af generalforsamlingen. Revisor er valgt blandt foreningens medlemmer.

§ 8- Regnskab
Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen og vil til enhver tid fremgå af hjemmesiden.
Kontingentet skal være indbetalt inden udgangen af januar måned.
Ved indmeldelse efter 1. oktober gælder kontingentet også for det følgende kalenderår.
Regnskabsåret er kalenderåret.

§ 9- Opløsning
Foreningens opløsning kræver mindst 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. Der skal være flertal på to generalforsamlinger der er afholdt med mindst 14 dage og højest 30 dages mellemrum.
Klubbens midler gives videre til andre klubber eller foreninger efter den afgående bestyrelses valg.